Episode 39 - Anders K. Németh (forsvarsadvokat)

“Jeg ved, at der er forsvarer, der siger, at de tager alle sager, og at man skal kunne tage alle sager. Det er jeg ikke helt enig i”.Sådan lyder det bl.a. i denne episode 39 af Forbrydelse og Moral fra forsvarsadvokat Anders K. Németh, da jeg en sidste gang før podcasten sættes på pause på ubestemt tid spørger, om der er nogle typer af straffesager, han som forsvarsadvokat ikke påtager sig at føre. Anders er en af landets mest fortrukne forsvarsadvokater, og googler man hans navn, vil man hurtigt støde på artikler med overskrifter som; ’mød manden Qvortrup og Stein Bagger ringer til, når lokummet brænder’ og ’unge Németh er den pæne af de to Németh’er’. Den første overskrift refererer åbenlyst til det faktum, at det her afsnits hovedperson har repræsenteret adskillige klienter i forbindelse med de straffesager, der gennem tiden har haft mediernes absolutte bevågenhed. Af lige netop den grund fandt jeg det også interessant at spørge, hvad Anders’ holdning egentlig er til mediernes dækning af straffesager i Danmark. Den anden overskrift refererer derimod til Anders’ far Karoly Németh, der ligeledes var og er en kendt advokat her i landet men hvis advokatstil adskiller sig fra den, som kendetegner Anders. Men hvad skal man lægge i beskrivelsen af det her afsnits hovedperson som ”den pæne” af de to Németh’er, og har det i øvrigt været en fordel at hedde Németh til efternavn, dengang advokatmarkedet skulle entreres? Sådan lyder blot nogle af de spørgsmål, som jeg i det her afsnit drøfter med Anders K. Németh, ligesom at jeg forsøger at forstå, hvorfor han altid beder klienterne melde ”rent flag” bag lukkede døre. Hvorfor vil han vide, om klienterne reelt har gjort det, som de er sigtet for? Er det ikke bare en mental belastning, hvis klienten forklarer, at han eller hun er skyldig men samtidig ønsker, at Anders kæmper for en frifindelse? Hvad gavner viden om klientens reelle skyld så? Sidstnævnte spørgsmål har jeg i podcastens levetid haft drøftet med flere af gæsterne, og i det her afsnit kan du på falderebet høre et sidste bud på en holdning til det spørgsmål. Mit navn er Jacob Barckmann og du lytter til Forbrydelse og Moral episode 39. God fornøjelse.

Om Podcasten

Velkommen til Forbrydelse og Moral - en podcast der udkommer i samarbejde med K-News - Karnov Groups digitale nyhedsmagasin. En (hovedsageligt) strafferetlig podcast hvor du sammen med mig, Jacob Barckmann, får lov til at møde en række mennesker, der alle har det tilfælles, at de på den ene eller anden måde er dybt begravet i det danske retssystem. Mit mål er at få retssystemets aktører til dels at reflektere over deres egne og hinandens roller, dels det system og den lovgivning, der sætter rammerne for deres virke. Da jeg startede Forbrydelse og Moral havde jeg ikke "interviewet" nogen før . Lydkvalitet mv. bliver derfor (efter egen opfattelse) løbende forbedret fra afsnit til afsnit.God fornøjelse hvis du lytter med. KontaktInstragram: “Barckmann”Mail: Barckmannjacob@gmail.com