Episode 8 - corona special - Peter Secher (forsvarsadvokat)

Et af de tiltag vi alle sammen mærker lige nu, er, at vores ret til at forsamle os er begrænset, og herudover giver epidemiloven vidtrækkende muligheder for, at myndighederne kan gøre indgreb i den personlige frihed og integritet – eksempelvis ved tvangsvaccination, indgreb i retten til familie og ikke mindst ved indgreb i den fri bevægelighed. Dertil kommer desuden, at regeringen netop i dag fremsætter et hastelovforslag om højere straf for en række lovovertrædelser. Eksempelvis lægger regeringen op til, at man vil firedoble straffen for virksomheder, der begår svindel i forbindelse med de hjælpepakker, som regeringen og folketinget har indført for at hjælpe virksomheder og iværksættere, der er ramt af nedlukningen af Danmark.

Da jeg besluttede mig for at lave en Corona-special, var jeg ikke i tvivl om, at den helst skulle give et bud på en skeptisk eller kritisk, om man vil, tilgang til nogle af de tiltag, som vi oplever pt. fra politisk hold. Det ville simpelthen være mest interessant. Idet forsvarsadvokat Peter Secher i episode 4 af Forbrydelse og Moral havde forklaret mig, at han anså det som sin opgave at være professionelt skeptisk og kritisk overfor politiets arbejde, slog det mig, at jeg nok næppe ville finde en bedre kandidat end lige præcis Peter Secher, når jeg ønskede en kritisk tilgang til myndighedernes arbejde. Jeg forsøgte at medtage nogle spørgsmål, som i en eller anden grad tog afsæt i den Corona krise vi alle oplever lige nu, men hvor fokus var på, hvordan retssystemet påvirkes. Jeg håber, at de af jer som giver episoden et skud vil finde den interessant.

Om Podcasten

Velkommen til Forbrydelse og Moral - en podcast der udkommer i samarbejde med K-News - Karnov Groups digitale nyhedsmagasin. En (hovedsageligt) strafferetlig podcast hvor du sammen med mig, Jacob Barckmann, får lov til at møde en række mennesker, der alle har det tilfælles, at de på den ene eller anden måde er dybt begravet i det danske retssystem. Mit mål er at få retssystemets aktører til dels at reflektere over deres egne og hinandens roller, dels det system og den lovgivning, der sætter rammerne for deres virke. Da jeg startede Forbrydelse og Moral havde jeg ikke "interviewet" nogen før . Lydkvalitet mv. bliver derfor (efter egen opfattelse) løbende forbedret fra afsnit til afsnit.God fornøjelse hvis du lytter med. KontaktInstragram: “Barckmann”Mail: Barckmannjacob@gmail.com