#1 Gravid og mor igen. En samtale med Cecilie Hother

OBS! Afsnittet indeholder babylyde. Cecilie Hother og Thomas, Cecilies mand, blev i marts 2019 forældre til Karl. Karl blev født, da Cecilie var 6 måneder henne i sin graviditet, fordi Karl ikke længere levede. I en samtale med Abelone Tholstrup Stein taler Cecilie om sine oplevelser med at miste Karl og hvordan hun bearbejdede sin sorg, og så fortæller hun om at blive gravid igen og mor til sit tredje barn, Aksel, efterfølgende. I afsnittet ”Gravid og mor igen” fortæller Cecilie ærligt om, hvordan hun måtte balancere mellem den ekstreme sorg over at have mistet Karl og den ekstreme glæde, som fulgte med en ny graviditet. Hun deler også sine tanker om den frygt, der blev hendes faste følgesvend. Derudover kommer Cecilie også ind på tanker om sorgen som et livsvilkår, hvordan hun greb sin genopstart på arbejde an og så fortæller hun om, hvordan hun brugte Dansk Center for Familier & Sorgs sorggrupper til at finde spejling og nuancering i sin sorg. 

Om Podcasten

At miste sit barn er nok det værste, hårdeste og mest meningsløse, forældre kan opleve. I podcasten ”Forældre & Sorg - Om at miste sit barn” taler vi åbent, om det der er svært. For hvad gør man, når verden styrter sammen? Når det værst tænkelige sker? Hvordan finder man styrke og livskraft midt i det meningsløse? Det og mange andre spørgsmål vil jeg, Abelone Tholstrup Stein, i hvert afsnit med en forælder dykke ned i. I en samtale om sorg, tab, relationer, håb og livet efter det utænkelige. Podcasten er lavet og udgivet af Dansk Center for Familier & Sorg https://familierogsorg.dk/