Beskidt bagside

Grønne løsninger bliver ofte præsenteret som rene - som pletfri, ulastelige og ikke mindst naturvenlige. Under slogans om bæredygtighed bliver såkaldt "grøn" teknologi solgt som en ny og balanceret måde at mindske forurening og overtræk på naturressourcer. Men virkeligheden er mere beskidt. Inde bag de glatte overflader på vores mobiltelefoner, elbiler og solceller gemmer sig en mere lurvet, ofte kulsort og ligefrem blodplettet virkelighed. Hør om markedet for i første omgang litium: lektor i geologi ved Københavns Universitet, Kristoffer Szilas, og chef for råvarestrategi i Saxo Bank, Ole S. Hansen, diskuterer med klimaanalytiker hos Concito, Charlotte Frejlev Andersen. Forinden handler det om regeringens nye udspil om at give naboer til energiparker en større økonomisk kompensation. Hør minister for landdistrikter Louise Schack Elholm (V) og direktør for StederSkaberFolk Laila Kildesgaard. Vil penge til naboerne få flere møller op at snurre? Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.