Beskidt vaskemaskine

Grønvask er blevet hverdag. Overalt i Danmark forsøger små og store virksomheder dagligt at vildlede forbrugerne ved at påstå, at deres produkter er mere miljøvenlige og bæredygtige, end de i virkeligheden er. Selv kongehuset er blevet fanget i 'greenwashing'. Hør redaktør på Sustain Report, Henrik Munksgaard, fortælle om jagten på de sorte plattenslagere. Forinden kommer forperson for Ungeklimarådet, Nadia Gullestrup Christensen, på besøg i studiet for at gøre status over tempoet i den grønne omstilling i Danmark. Regeringen er netop blevet dumpet af Klimarådet, men er der ligefrem også tale om grønvask? Til sidst handler det om investeringer i plantebaserede fødevarer. Bankerne nøler og har endnu ikke turdet pumpe store beløb i fremtidens klimamad. Hør generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, Rune-Christoffer Dragsdahl, fortælle om deres nye kortlægning af finanssektorens svigtende investeringer. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.