Blå kædereaktion

Holdningerne til atomkraft i Danmark er i vildt skred. På rekordtid er der opstået flertal for at lempe forbuddet, og tidligere tiders modstand er pludselig blevet afløst af store forhåbninger. Det skyldes ikke mindst den danske virksomhed Saltfoss Energy, som på den ene side udvikler små, modulære reaktorer til verdensmarkedet, men som på den anden side er kommet i klemme på grund af de danske regler. Direktør Klaus Nyengaard fortæller om erhvervseventyret. Hvad er forretningsmodellen? Hvornår er de første reaktorer klar til salg? Bagefter diskuterer en stribe energiordførere, hvad der kan og bør ske med lovgivningen om forskning og udvikling af atomkraft i Danmark. Gæster: Klaus Nyengaard, direktør for Saltfoss Energy + Franciska Rosenkilde, politisk leder Alternativet + Christian Friis Bach, energi- og klimaordfører, Venstre + Søren Egge Rasmussen, energiordfører, Enhedslisten + Steffen Frølund, energiordfører, Liberal Alliance. Vært: Lars Trier Mogensen. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.