Falmende kurser

Bladene er allerede begyndt at blive brune og gule - og det kan måske ses som et symbolsk varsel om et omslag, der er også sker både i det politiske landskab og på markederne? For skridt for skridt er tempoet i den grønne omstilling ved at blive sløvet ned her i Danmark: Senest har SVM-regeringen valgt at udskyde planerne for CO2-fangst og lagring. Markederne har for længst set den falmende udvikling: Kurserne på de to grønne danske flagskibe Vestas og Ørsted falder - og falder. Hvorfor? Hør investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen analysere de falmende kurser. Forinden handler det om bæredygtig forretning i lidt mindre skala: Hør adm. direktør i kaffe-virksomheden SLOW, Sebastian Nielsen, berette om kampen for at lave kaffe, der bidrager positivt til natur og klima. Hør også Mathias Sindberg fortælle om en ny og voksende klimamodstand, ikke mindst i Holland. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.