Firedobbelt bluff

Den nye studehandel, hvor EU-landene har forpligtet sig til at skulle købe for 750 mia. dollars sort energi i USA, kan få den grønne omstilling til at bremse op. Men måske er indholdet i aftalen slet ikke så dramatisk, som det lyder? Direktør for Green Power Denmark, Kristian Jensen, som også er tidligere udenrigsminister, diskuterer, hvad energiaftalen reelt kommer til at betyde for dansk erhvervsliv og energiomstillingen i Europa. Hør også om, hvor meget danske pensionsopsparere tør satse på ny energi, og hvorfor der er akut brug for kæmpebatterier i Danmark. Gæster: Kristian Jensen, direktør for Green Power Denmark - Nikolaj Holdt Mikkelsen, investeringsrådgiver - Frederik Marcher Hansen, journalist på Ingeniøren. Vært: Lars Trier Mogensen. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.