Gæld og sort samvittighed

Lyder det for godt til at være sandt? Hør om to forunderlige og højaktuelle forløb, hvor borgerne bliver lovet både billigere og grønnere løsninger. Men hvor hverdagens virkelighed fremstår noget mere beskidt: Dels det nye forslag om at blande mere biobrændsel i benzin og diesel, og dels planerne om at privatisere landets affaldsforbrændinger. Begge dele bliver forsøgt solgt som en fiks måde at skabe både billigere og grønnere løsninger. Men fagfolk er skeptiske. Resultatet kan meget vel ende med at blive dyrt og sort. Hør også om hvordan danskerne efter coronapandemien har fået øjnene op for den frie natur, og hvordan det skaber nye - og måske ligefrem bæredygtige - forretningskoncepter. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.