Guld og grønne skove: Luk landbruget

Det forestående slagsmål om en ny og højere CO2-afgift har super-potentiale til at sætte turbo på den grønne omstilling. Forureneren betaler-princippet rummer nemlig glimtende guld: For når først klima-forureningen begynder at koste penge, vil nye brancher begynde at blomstre op. Men samtidig risikerer tusindvis af af landmænd at måtte dreje nøglen om - og gå konkurs med afgrundsdyb gæld. I dagens program får Lars Trier Mogensen besøg af Danmarks miljøøkonomiske vismand, Lars Gårn Hansen, som også er professor i miljøøkonomi ved Københavns Universitet. Han har netop stået i spidsen for avancerede beregninger, der viser, hvad den bedste grønne forretningsmodel er for hele Danmark. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.