Guld og grønne skove: Aktiespillet Allstars

Klima-omstilling skal måles på pengene. Hvis markederne reagerer, og pludselig ser nye og bedre forretningsmuligheder i den grønne omstilling, sker der noget i virkeligheden. Og omvendt: Hvis markederne slet ikke reagerer, er der ikke rigtigt noget nyt under solen. I årets sidste udgave af 'Guld og grønne skove' samler Lars Trier Mogensen de fire deltagere i det grønne aktiespil. De har hver især investeret 50.000 kroner af deres egne sparepenge i grønne aktier - men hvem har klaret sig bedst ved udgangen af 2021? Er det Lars Løkke Rasmussen, Connie Hedegaard, Tommy Ahlers eller Uffe Elbæk? Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.