Guld og grønne skove: Atomkraft, ja tak

Løsningen er 100% klimavenlig, men også sprængfarligt kontroversiel: Det danske firma Seaborg Technologies tilbyder en ny og revolutionerende form for atomkraft. Deres mobile reaktorer i små skibscontainere vil kunne genere lige så meget strøm som kæmpe, sorte og svinende kulkraftværker. Men er teknologien sikker? Og er der overhovedet nogen, der kan og vil købe dem? Hør direktøren fra Seaborg Technologies fortælle om sit vidtløftige, og altså også radioaktive forretningseventyr, der ikke udleder drivhusgasser, men til gengæld skaber skræk og rædsel hos mange. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.