Guld og grønne skove: Forretningsplanen er klar

Dansk erhvervsliv venter på politikerne: Jo længere flertallet på Christiansborg nøler med at træffe kontante beslutninger, desto dårligere en forretning vil den grønne omstilling blive for danske virksomheder. Hør klimapolitisk chef i DI, Anne Højer Simonsen, om tidspresset for meget snart at vælge de klimateknologier og reelle løsninger, der vil gøre det muligt at nedbringe CO2-udledningen med 70 pct. i 2030. Erhvervsliv står dog også selv splittet mellem de sorte og de grønne firmaer. Så hvor klar på klimaomstillingen er dansk erhvervsliv egentlig? Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.