Guld og grønne skove: Fuseren i Glasgow

COP26 blev et flop. De fleste klima-aktier er straks gået i rødt, altså faldet. Markederne forventer kort sagt ikke, at det netop afsluttede COP26-topmøde vil sætte turbo på den grønne omstilling. Snarere tværtimod. Eller hvad? Er der i virkeligheden tegn på reelle gennembrud? Hør hvordan Greenpeace faktisk forlader Glasgow som optimister - og ligefrem roser den danske regering for at gå forrest i bl.a. afviklingen af olie- og gasudvinding. Hør også klimakampens veteran, Jørgen Steen Nielsen fra dagbladet Information, om hvorfor COP26 kan siges at være en banebrydende succes. Han bliver faktisk gladere og gladere for den nye klimaaftale. Til gengæld har revisionsgiganten KPMG netop konkluderet, at Danmark langt fra er verdens grønne foregangsland. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.