Guld og grønne skove: Højtflyvende ambitioner

Alle indenrigsfly skal være helt grønne inden 2030. Sådan lyder den himmelstræbende ambition fra statsminister Mette Frederiksen. Men hvor ambitiøst er det egentlig? Hvad kommer det til at koste? Er det reelt bæredygtigt - både rent klimamæssigt og økonomisk? Hør en række erhvervsfolk diskutere de nye forretningsmuligheder i grøn flytrafik. Hør bl.a. Marie Louise Hansen fra Københavns Lufthavn, professor Morten Birkved fra Institut for Grøn Teknologi på SDU og Martin Porsgaard, direktør for NISA (Nordic Initiative for Sustainable Aviation). Dernæst kommer chefen for i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang, i studiet med et opsigtsvækkende budskab: Dansk erhvervsliv er slet ikke så bæredygtigt, som de de selv bilder sig ind. Ressourceforbruget stiger rent faktisk. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.