Jackpot til klimaet

Investorerne har kastet sig frådende over et nyt grønt papir: Da Nationalbanken i sidste uge udbød en helt ny serie af grønne obligationer for i alt fem mia. kroner, blev de straks revet væk - og renten endte med at blive en del lavere end ved almindelige statsobligationer. Det betyder, at det nu kan blive billigere for politikerne at finansiere investeringer i klimaet. Men er de grønne statsobligationer virkeligt et magisk guldæg? Hør debat med Uffe Elbæk fra De Frie Grønne, analysechef i Cepos Otto Brøns-Petersen og Politikens debatredaktør Magnus Barsøe. Dernæst handler det om forårets store satsning, den højere CO2-afgift. Hør klima-iværksætter Martin Collignon kortlægge landskabet over de vidt forskellige bud på, hvor høj den nye CO2-afgift kan og skal være. Hvem vinder og hvem taber? Produceret for DR af Rakkerpak Productions. (Sendt første gang 25. januar).

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.