Omvendte verden

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Selv om stort set alt bevæger sig i den forkerte retning for den danske vindmøllegigant, Vestas, så steg aktien forleden. Omsætningen falder. Priserne på de råvarer, der bruges i vindmølle-produktionen, er eksploderet. Og Vestas' driftsresultat er gået i negativ. Men Vestas-aktien hoppede betydeligt opad. Det er i sandhed den omvendte verden. Hvorfor reagerer markederne modsat af nyhedsstrømmen? Hør investeringsøkonom hos Nordnet, Per Hansen, og investor og medstifter af Female Invest Anna-Sophie Hartvigsen. Her i Danmark arbejder små startup-virksomheder i disse år intenst med fødevare-fermentering. Og det kan vise sig at blive en forretningsmodel, der gavner både klimaet, pengepungen - og ikke mindst smagsanserne. Hør medstifter af virksomheden Reduced Emil Munck de Voss og partner i Vår Ventures Anne-Louise Thon fortælle om de fagre nye muligheder. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.