Pas på 'klimaflation'

Grøn omstilling har skabt energikrisen. Sådan lyder påstanden fra dansk kapitalforvalter. Den vestlige verden har simpelthen skruet alt for hurtigt ned for den sorte energi, længe inden den grønne energi er tilstrækkeligt oppe i omdrejninger, og derfor eksploderer priserne. Og udsigterne er faktisk endnu mere dystre: Det vil kræve så historisk massive investeringer, at det reelt er urealistisk, at forsyningen når at blive grøn i Europa, før industrien må lukke ned og flytte væk. Hør temaspecialist i C Worldwide Asset Management, Morten Springborg, diskutere, hvordan Europa kan stå over for både en vedvarende energikrise og afindustrialisering som direkte følge af den grønne omstilling. Eller er det hele nu også så sort? Hør direktør for Sustainify, Eva Grønbjerg, fortælle om muligheden for at investere rigtigt grønt, og ikke mindst hvad man skal være på vagt over for, når banker og pensionsselskaber hævder at investere klimavenligt. Til sidst kommer Thomas Becker, adm. direktør for String, i studiet og fortæller om arbejdet med at skabe en grøn megaregion med Danmark i centrum. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.