Supernormalt overskud

Prisen på energi er eksploderet, skønt det reelt ikke er blevet dyrere for alle el-selskaber at producere strøm. Enkelte energiselskaber kan lige nu score enorme gevinster - mens forbrugere og virksomheder må betale op til ti gange kunstigt højere priser. Er det rimeligt? Nej, bestemt ikke hvis man spørger statsminister Mette Frederiksen (S) og EU-kommissionens formand, den konservative Ursula von der Leyen. De er begge enige om at indføre en ekstra skat på såkaldte "supernormale profitter". Men hvad betyder det i praksis? Jo, det vil faktisk kunne føre til, at alle de selskaber, der har satset på grøn strøm - vindmøller og solceller - bliver økonomisk straffet. Hør debat med partner i EA Energianalyse, Hans Henrik Lindboe, og markedschef for klima, energi og miljø i Dansk Erhverv, Ulrich Bang. Er politikerne ved at straffe de grønne investorer? Hør til sidst næstformand Martin Lidegaard præsentere De Radikales nye klimaudspil. Hvordan skal det lykkes at reducere Danmarks globale klimaaftryk med 60 procent i 2030? Og burde de allerede vedtagne, men udskudte CO2-ambitioner ikke indfries først? Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.