Guld og grønne skove: Brister boblen?

Siden FN's medlemsstater formulerede de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling er der sket kontante og håndgribelige fremskridt. Og det bliver bedre endnu: For der er gode penge at tjene på at sætte yderligere turbo på at løse klodens mest påtrængende problemer. Sådan lyder i hvert fald løftet - og foreløbigt også resultaterne - fra direktør og stifter af SDG-Invest Anne-Louise Thon-Jensen, der står i spidsen for en kapitalforening, der med succes investerer i bæredygtige selskaber. Kan det virkeligt passe, at man kan tjene ussel mammon samtidig med at man tjener Moder Jord? Eller er det måske bare en grøn boble, der pludselig brister? Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.