Kæmpe antiklimaks

Tilbageslaget er i fuld gang: Både inden for på de største virksomheders generalforsamlinger og uden for i kampen om mandaterne i Europa-Parlamentet vinder kritikere af grøn omstilling frem: De vil sætte en stopper for den skærpede EU-regulering af klima, miljø og natur. Hør Dansk Folkepartis spidskandidat Anders Vistisen diskutere europæiske klimapolitik med Mads Strange fra Liberal Alliance. Hvem af de to vil gå længst for at bremse den form for klimapolitik, som EU's konservative kommissionsformand Ursula von der Leyen har stået i spidsen for i de seneste fem år? Skal erhvervslivet begynde at forberede sig på en mindre lysegrøn fremtid? Hør også chefen for bæredygtighed og investering i PFA Pension, Rasmus Bessing, fortælle om den anti-klima-aktivismen i USA, hvor grønne krav møder stadig større modstand. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.