Kritiske råstoffer

Det er et vidunderstof - mod både klimadepression og fossil energi. Grundstoffet Litium rummer store potentialer, men skal jo også lige udvindes. Og dét kan være en beskidt forretning. Det nordjyske firma Lithium Harvest tilbyder en ny form for litium-indfangning, som skulle være mindre klima- og miljøforurenende. Direktør Sune Mathiesen fortæller om teknologien, og virksomheden, der satser på en snarlig børsnotering i USA. Hør også om Danmarks særlige rolle i de globale klimaforhandlinger og den fortsatte jagt på havbundens mineraler. Gæster: Ole Thonke, klimaambassadør + Sune Mathiesen, direktør for Lithium Harvest + Per Kalvig, råstofgeolog. Vært: Lars Trier Mogensen. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.