Kvælende stoffer

Forfaldet begynder at minde om sammenbruddet i Skat: Statsrevisorerne - altså Folketingets egne vagthunde - er netop kommet med en sønderlemmende kritik af Fødevareministeriets manglende kontrol med udledningen af kvælstoffer. Er det for sent at genoprette dansk natur? Nej, der er stadig håb. Forpersonen for Biodiversitetsrådet Signe Normand fortæller, hvor man ville kunne få mest smæk for skillingen, hvis biodiversiteten skal genoprettes. Hør også om slutspillet om den grønne trepart. Gæster: Signe Normand, forperson for Biodiversitetsrådet, professor i biologi ved Aarhus Universitet - Torsten Hasforth, cheføkonom i tænketanken Concito - Christian Fromberg, kampagneleder for landbrug, natur og skov hos Greenpeace. Vært: Lars Trier Mogensen. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.