Penge på højkant

Investeringerne strømmer til små, grønne virksomheder: 2024 tegner til at blive et rekordår for indskud af såkaldt venturekapital i Danmarks flere og flere upstart-firmaer inden for klima og bæredygtighed. Hør chef for grønne investeringer hos Danmarks Eksport- og Investeringsfond, Sara Sande, fortælle om det finansielle boom. Hun forudser, at den risikovillige kapitalindsprøjtning vil fortsætte. Men hvornår begynder de nye virksomheder også at tjene penge? Hør også om stigende mangel på cykelmekanikere og forslag til et fuldt stop for fossil finans. Gæster: Sara Sande, chef for grønne investeringer hos Danmarks Eksport- og Investeringsfond, Henrik Gudmundsson, Seniorkonsulent, Concito, og Katrine Ehnhuus, seniorrådgiver i Nordisk Center for Bæredygtig Finans. Vært: Lars Trier Mogensen. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.