Planetens grænser

Verden er trådt ind i en høj-risiko-zone. Her på jordkloden har vi netop overskredet seks ud af ni "planetære grænser". Alarmlamperne blinker, når det gælder klimaet, biodiversitet, fældning af skov, udslip af kvælstof, forbrug af ferskvand og mængden af bl.a. hormonforstyrrende stoffer. Men her i Danmark er vi vel et foregangsland? Nej, lyder det fra Sune Dowler Nygaard, direktør for miljøteknologi på Teknologisk Institut. Danmark ligger opsigtsvækkende lavt. Hør også Allan Poulsen, Head of advanced structures and sustainability, hos Vestas fortælle om arbejdet med at udvikle cirkulær forretning. Dernæst handler det om en opsigtsvækkende høring ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol: Seks børn og unge fra Portugal kan tvinge Danmark til at sætte tempoet op i den grønne omstilling. Hør advokat hos Poul Schmith/Kammeradvokaten, Sune Fugleholm, vurdere retsdramaet. Til sidst debat mellem opinionsredaktør på Politiken, Lotte Folke Kaarsholm, og programchef for EU i Concito, Jens Mattias Clausen, om Storbritanniens nye klimakurs. Skal virksomhederne begynde at forberede sig på en anti-grøn bølge i Europa? Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.