Råstof-junkier

Grøn omstilling kan lyde så let og smart. Som om fremtiden næsten svæver over jorden. Men omstilling væk fra fossile brændsler - i retning af strøm fra vedvarende energikilder - kræver tonsvis af råmaterialer. Ja, det kræver faktisk endnu flere mineraler at fremstille en ny elbil sammenlignet med en gammeldags benzinbil. Indtil videre har Kina sat sig tungt på alverdens miner og mineraludvinding. Kan Europa nå at komme efter? Og vil vi? Hør adm. direktør i mineselskabet Greenroc Strategic Minerals Stefan Bernstein fortælle om mulighederne under jorden i Europa, og ikke mindst i Grønland. Dernæst handler det om Ørsteds nedtur. Head of Trading hos kapitalforvalteren Artha Scope, Lars Hytting, analyserer den seneste uro omkring topledelsen. Hør til sidst bæredygtighedsdirektør hos TDC NET, Peter Søndergaard Andersen, og formand for Biodiversitetsrådet, professor Signe Normand, om det danske firmas nye forpligtelse på 'naturens Paris-aftale'. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.