Rene luftkasteller

Det lyder så potent og eventyrligt med kraftcentre midt ude i havet, fabelagtige energi-øer. Men i virkelighedens verden går det lidt langsommere. Senest har regeringen valgt - igen - at udskyde planerne om en energiø i Nordsøen, og det noget mindre projekt ved Bornholm tegner også til at blive meget dyrere end først beregnet. Hør direktør for tænketanken Kraka Peter Mogensen og professor i energiplanlægning, Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen diskutere den dramatiske udvikling for de danske energi-øer - som engang blev præsenteret som en slags nye danske Apollo-projekter. Men nu måske slet ikke bliver til noget? Dernæst kommer en en skarp og skrap stemme i den danske klimadebat på besøg: Hør stifter af det nye parti Grønne Demokrater, medlem af Folketinget Theresa Scavenius, fortælle om sit protestprojekt. Men hvorfor skulle endnu et nyt parti dog kunne gøre nogen som helst forskel på den grønne omstilling i Danmark? Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.