Det mørke kapitel

Under de glatte overflader på vores mobiltelefoner, elbiler og solceller gemmer sig en beskidt verden af råstoffer og mineraler. Den grønne omstilling er langt fra ren, men derimod afhængig af naturressourcer i et massivt omfang. I mini-serien om bagsiden af grøn omstilling handler det her om kobolt - grundstoffet, der stadig indgår i de fleste batterier. Er det overhovedet muligt at udvinde råstoffer på ansvarlig vis? Hør lektor i geologi ved Københavns Universitet, Kristoffer Szilas, faglig leder på Teknologisk Institut, Kristian Sylvester-Hvid, og mangeårig chefkonsulent hos GEUS, Per Kalvig. Og hvad med Grønland? Har vi en glitrende skattekiste her i vores eget kongerige? Forinden handler det mere håbefuldt om iværksætter-virksomheden Bioomix, som har udviklet et mikrobiologisk alternativ til landbruget. Hør direktør Morten Østergaard Andersen og kommerciel chef Mads Asbild fortælle om, hvordan naturens egne kræfter kan bruges til at skabe flere, bedre og sundere fødevarer. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.