Splintret juvel

Priserne på energi rutsjer op og ned. Ret vilkårligt. Og det kan der laves penge på. Mange penge. Energihandlerne omsætter for milliarder, men træder sjældent frem i lyset. Direktør for Mind Energy Louise Hahn fortæller om det turbulente energimarked. Er det ligefrem blevet endnu mere guldranet på grund af grøn omstilling? Hør også om mulige amerikanske angreb på Ørsted og sænkelsen af elafgiften. Gæster: Louise Hahn, direktør for Mind Energy + Jacob Kaarsbo, sikkerhedspolitisk rådgiver + Torsten Hasforth, cheføkonom i tænketanken Concito + Thomas Aarestrup Jepsen, politisk direktør i Green Power Denmark. Vært: Lars Trier Mogensen.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.