Danskvand for 8 mia. kr.

Den fagre nye fremtid sker allerede nu: Ørsted har netop vundet den første kæmpe pulje til CO2-fangst: I løbet af de næste år skal der fanges og lagres i stor skala - til en pris på godt 8 mia. skattekroner. Hør bæredygtighedschef i Ørsteds bioenergiforretning, Peter Kofod Kristensen, fortælle om, hvordan CO2-fangst egentlig fungerer. Ja, faktisk er det lidt ligesom den kuldioxid, der proppes i danskvand. Hør dernæst om tøjaffald: Danskerne er blevet europamestre i ophobning af skrald, og en betydelig del af affaldet er tekstiler, der køres direkte på forbrænding. Debat mellem CSR- og bæredygtighedschef i dansk mode og textil Marie Busck og politisk rådgiver i forbrugerrådet tænk Vibeke Myrtue Jensen. Til sidst om 2025-målet: Hør senioranalytiker i Concito Karsten Capion gøre kontant status over regeringens klimamål. Hvad skal der til for at nå i mål? Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.