Ubeskyttet natur

Natur er blevet udansk. Flere af de områder, som officielt har status som Danmarks bedst beskyttede natur, er endt som parkeringspladser, minigolfbaner og strudsefarme. Hidtil har ingen for alvor værnet om den vilde natur. Så hvorfor skulle man dog tro på det politiske flertal og sågar de fremmeste naturforkæmpere, når de nu lover, at den grønne trepartsaftale vil stoppe iltsvindet, og at naturen vil blive bragt til live igen? Hør præsident for Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding fortælle om, hvorfor hun er gået tæt sammen med landbruget, og hvorfor hun oprigtigt tror på, at det nu vil lykkes at vende udviklingen. Hør også hvordan danske pensionspenge investeres i grønne udviklingsprojekter i fattige lande. Gæster: Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening - Torsten Fels, direktør for PenSam - Søren Peter Andreasen, vicedirektør for Investeringsfonden for Udviklingslande. Vært: Lars Trier Mogensen. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.