Ven eller fjende?

Kunstig intelligens kan løse klodens klimaproblemer. Maskinerne kan gennemskue, hvad vi mennesker tilsyneladende er for dumme til at forstå. Eller er kunstig intelligens snarere en væsentlig del af problemet - med et voldsomt sug på verdens energiforsyning? Er de generative AI-modeller i virkeligheden et varsel om en fremtid helt ude af kontrol? Hør debat om fordele og ulemper ved kunstig intelligens i forhold til klimaet. Når vi en skønne dag skal opgøre regnskabet for grøn omstilling, vil AI så stå tilbage som en ven eller en fjende? Gæster: Pedram Bakhtiarifard, videnskabelig assistent, Datalogisk Institut, Københavns Universitet - Louise Olifent, journalist på Version2 - Ulrik Beck, cheføkonom, Kraka - Henrik Brink, founder/CEO, Ento. Vært: Lars Trier Mogensen. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.