Vinderen er vind

Det øverste erhvervsliv og den jordnære venstrefløj har fundet sammen: Alle jubler over ugens aftale om udbud af havvind i gigantskala. De ekstra vindmøller kan levere grøn strøm til helt op mod 14 mio. borgere - i Danmark og resten af Nordeuropa. Kan alle virkeligt være glade samtidig? Hør debat mellem adm. direktør for Green Power Denmark, tidligere Venstre-udenrigsminister Kristian Jensen og SF's klimaordfører Signe Munk. Ambitionerne stopper ikke engang her: Hør ledende partner i CIP-fonden Charlotte Jepsen fortælle om deres nye vision for en ny brintinfrastruktur i Danmark. Hun ser potentiale for investeringer på 130 mia. kr. i nye rør og brintøer. Men er det en sund forretning? Hør modspil fra direktør i tænketanken Axcel Future, Joachim Sperling. Hør desuden om weekendens march for biodiversitet: Jeppe Svan Sørensen, aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse, er en af folkene bag et nyt manifest om vild natur. Umiddelbart synes politikerne ikke at lytte. Men lytter erhvervslivet? Produceret for DR af Rakkerpak Productions. (Sendt første gang 6. juni).

Om Podcasten

Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult? I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med. Produceret for DR af Rakkerpak Productions.