Angrebet på Den Franske Skole

Besættelsestidens største enkeltstående tragedie skete, da Royal Air Force den 21. marts 1945 fejlbombede den franske katolske pigeskole – Jeanne D’ Arc-Skolen – på Frederiksberg. 86 børn og mere end 20 voksne mistede livet ved denne katastrofe, som rystede en ellers krigsvandt samtid. I timerne efter bombningen kæmpede nonner, redningsfolk, fædre og tililende forbipasserende en kamp mod tiden, flammerne og under livsfarlige forhold for at redde hundredvis af overlevende ud af den ødelagte skole, hvor børn og lærere var indespærrede i kældre eller lå begravede i murbrokker under sammenstyrtede trapper. Tragedien denne dag kom i årene efter også til at påvirke både overlevendes og deres pårørendes tilværelse helt op til vores tid, hvor 80-årsdagen for katastrofen for nyligt blev markeret I programmet medvirker forfatter og filminstruktør Martin Sundstrøm, der i en ny bog ”Katastrofen på den franske skole” fortæller historien som den blev oplevet af børn, nonner og redningsfolk.Vært: Jarl CorduaSee omnystudio.com/listener for privacy information.

Om Podcasten

Det er over 75 år siden, Danmark blev befriet 5. maj 1945, men interessen er bestemt ikke aftagende. Der udkommer stadigt flere bøger om Anden Verdenskrig, og de går som varmt brød. Interessen for de seks skæbnesvangre år vil simpelthen ikke dø. Siden 2015 har Jarl Cordua  givet sit bidrag til de mange interesserede lyttere, unge som gamle, mænd som kvinder med programrækken »Hitlers Æselører«. I hver udsendelse har Cordua en forfatter til en aktuel eller vigtig bog om Anden Verdenskrig i studiet, og sammen kaster de lys på alt  fra besættelsestidens Danmark, krigen på Østfronten, slagduellerne på verdenshavene, krigen i Stillehavsregionen, i Middelhavet og andre steder. Perspektiverne skifter fra program til program, men det handler altid om den mest blodige konflikt og hidtil største tragedie  i menneskehedens historie