Sandheden om ”Flammen”

”Flammen” – alias Bent Faurschou Hviid – er formentlig besættelsestidens mest legendariske og sagnomspundne frihedskæmper. Han blev kun 23 år og virkede i ca. et år som modstandsorganisationen Holger Danskes mest effektive likvidator dvs. han skød stikkere – eller rettere: Formodede stikkere. Historierne om ”Flammen” er mange, og de mest farverige af dem blomstrede særligt i årene efter krigen, hvor der var et særligt stort behov for at berette om de danske helteskikkelser under modstandskampen, men hvad er egentlig sandhed og myte, når gælder likvidatoren med det farvede røde hår? Hvem var det egentlig, der stak Flammen og hans lige så legendariske makker ”Citronen” til Gestapo? Og endelig: Hvorfor skulle der gå 80 år før disse hemmeligheder kom for en dag? Det spørgsmål svarer forfatteren Martin Q. Magnussen på i den første egentlige biografi om modstandsmanden med titlen ”Jagten på Flammen”, og han er gæst i programmet.See omnystudio.com/listener for privacy information.

Om Podcasten

Det er over 75 år siden, Danmark blev befriet 5. maj 1945, men interessen er bestemt ikke aftagende. Der udkommer stadigt flere bøger om Anden Verdenskrig, og de går som varmt brød. Interessen for de seks skæbnesvangre år vil simpelthen ikke dø. Siden 2015 har Jarl Cordua  givet sit bidrag til de mange interesserede lyttere, unge som gamle, mænd som kvinder med programrækken »Hitlers Æselører«. I hver udsendelse har Cordua en forfatter til en aktuel eller vigtig bog om Anden Verdenskrig i studiet, og sammen kaster de lys på alt  fra besættelsestidens Danmark, krigen på Østfronten, slagduellerne på verdenshavene, krigen i Stillehavsregionen, i Middelhavet og andre steder. Perspektiverne skifter fra program til program, men det handler altid om den mest blodige konflikt og hidtil største tragedie  i menneskehedens historie