Jakob Engel-Schmidt & Mikkeline Thomsen

Mikkeline er en rigtig H-girl. Det er - som bogstavets to rette sider - en person, der kan stå selv. For hende er det en frygt at blive en A-girl, der er nødt til at læne sig op ad en anden for at kunne være oprejst. Men hendes insisteren på selvstændighed kan være en udfordring, fordi Mikkeline ender med at lade en indre isvind trække hende op på et fjeld i stedet for at kommunikere sine behov. Men hvordan bliver man stående i konflikten, når man føler, at man ligeså godt kan æde sine behov og tage dem med hen på et nyt fjeld? Jakob er lige blevet far, og siden da har skænderierne, som par jo har, ændret karakter. De to meget politiske forældre er på en måde begyndt at tage deres arbejde med hjem. Når de skændes er det nemlig som om, de altid skal have ret begge to. Den dialog, der før var konstruktiv er nu mere udfordret. Så hvordan sørger man for at holde fast i det konstruktive og minimere paneldebatten? Og vinder man egentlig overhovedet, når ens kæreste taber i et skænderi? Vi taler også om, hvordan man lader skrøbeligheden sætte sig bag rattet, hvordan man bruger døden som rådgiver og så taler vi om at se sit forhold som et spil RISK Gæster: Jakob Engel-Schmidt & Mikkeline Thomsen Ekspert: Jytte Vikkelsøe. Vært: Sebastian Lynggaard. Producer: Cæcilie Helena Denman-Gretoft. Musik: "Hold up" Beyonce. Redaktør: Andreas Jeppesen.

Om Podcasten

Hver uge mødes Sebastian Lynggaard med ph.d. i socialpsykologi Jytte Vikkelsøe, og sammen med to gæster stiller de hinanden alle de vigtigste spørgsmål om kærlighed fra deres eget liv: Skal man nødvendigvis bo sammen med sin kæreste? Er utroskab en del af parforholdet? Og findes kærlighed kun i tosomheden? Få svarene i Hjerteflimmer for voksne. Hør alle afsnit i DR Lyd.