Er det forældrenes skyld?

De vigtigste mennesker i børns liv, er deres forældre. Når flere og flere børn mistrives, er det derfor nærliggende at se på, om moderne børneopdragelse, trods de bedste hensigter, er med til at skabe børn, der er mere skrøbelige og udsatte for mistrivsel. Asger ser nærmere på, hvad der egentlig findes af forskning på området og besøger nogle af de psykologer og forskere, der har mest indsigt i samspillet mellem nutidens forældre og deres børn. De giver deres bud på, om vi forældre og vores tilgang til børneopdragelse kan være en af ingredienserne i den cocktail, der har skabt stigende mistrivsel blandt vores børn.See omnystudio.com/listener for privacy information.

Om Podcasten

Journalist Asger Lind Krebs er far til tre drenge, der alle er ramt af mistrivsel. De to ældste har været igennem svære depressioner, og den yngste er påvirket af dårlige tanker og ængstelighed.  Det er ham fuldstændig ubegribeligt, hvordan hans ellers glade børn kunne få det så dårligt. Asger synes, der er alt for mange gætterier om årsagerne til, hvorfor et stigende antal børn og unge mistrives. Han savner viden. Derfor begiver han sig ud på en rejse for at møde børn, unge og forældre, der har mistrivslen helt inde på livet. Han taler også med forskere og andre eksperter. Han håber, at de hver især kan bidrage med enkelte brikker, som samlet set kan løse mysteriet om, hvad der sker med vores børns hjerner.