Min mand har en lidt for tæt veninde

En kvinde har skrevet til ugens præstepanel for et godt råd: Hendes mand har en tæt veninde, som han helst ser uden hustruens tilstedeværelse. "Hun er kun veninde, så der er ingen grund til jalousi", forsikrer han - men hun mærker ikke desto mindre en spirende jalousi. Nu søger hun råd: Hvad ville Jesus have sagt til jalousi i parforholdet? En anden lytter er kommet til at slå op i Det gamle Testamente og er her stødt ind i en beskrivelse af Gud, som opfordrer til etnisk udrensning. "Det ryster mig og er hvert fald ikke i overensstemmelse med den gud, jeg tror på", skriver lytteren. Og så har en 19-årig ung kvinde også skrevet: "Hvad stiller jeg op med min følelse af uperfekthed", spørger hun. Præsterne i panelet er sognepræst Inge Haandsbæk Vestergaard fra Skallerup, Vennebjerg og Lønstrup kirker, sognepræst Mette Juul fra Flødstrup og Ullerslev kirker samt generalsekretær Keld Dahlmann fra Dansk Oase. De er alle gæster hos vært Anne-Grethe Bjarup Riis. Du kan altid skrive dine spørgsmål til Jesus@dr.dk.

Om Podcasten

Vi vil allesammen gerne gøre vores bedste. Men det er ikke altid vi ved hvad det bedste er. Og hvem spørger vi når vi er i tvivl? Hvad med at spørge det, ifølge kristendommen, mest perfekte menneske? Jesus. Hvad ville han have sagt til dig i den situation du står i? Og hvis ikke han kan komme op med noget fornuftigt, hvorfor i alverden fylder han stadig så meget i vores kulturhistorie og i vores folkekirke? Hvad ville Jesus have sagt: for dig der elsker Jesus, dig der ikke ved hvem Jesus er, og dig der leder efter argumenter for hvorfor vi overhovedet nogensinde har fundet på at lave radio om ham. Hør flere afsnit i DR Lyd