#20 En næsten udsolgt bog - og Idrætsparkens første rygnumre

Efter en lidt for lang podcastpause deler Torkil Fosdal den glædelige nyhed, at bogen "Hvis tribunerne kunne tale" nu stort set er udsolgt fra forlaget. I denne episode fortæller han om sine overvejelser om et oplag nummer to, samt hvorfor en lydbog eller en e-bog ikke p.t. er med i overvejelserne. Til sidst får du et kort kapitel fra bogen om første gang, der blev spillet en fodboldkamp i Idrætsparken, hvor spillerne havde rygnumre. Vi skal tilbage til 1927 og en pokalkamp mellem HB og ØB, hvor spillerne havde henholdsvis nr. 1-11 og 12-22.  Pressen sablede forsøget ned og mente f.eks., at det reducerede spillerne til væddeløbsheste, og der gik mere end 20 år, før rygnumre begyndte at blive almindelige i dansk fodbold.

Om Podcasten

Podcasten handler om Københavns Idrætsparks tilblivelse og udvikling fra indvielsen i 1911 til den store ombygning til Parken i 1990-92. Torkil Fosdal tegner - med udgangspunkt i sin bog "Hvis tribunerne kunne tale" - et billede af, hvordan det var at gå til fodbold i Idrætsparken, mens verden forandrede sig i det 20. århundrede med afsæt i en række fantastiske, forunderlige og forbandede fodboldkampe.