1. Den 16-årige

I 2016 går en teenagepige til politiet. Hun fortæller i detaljer, hvordan hendes hypnotisør gennem 11 måneder har krænket hende. Seksuelt. Hun fortæller, hvordan overgrebene, som har fundet sted i hypnotisørens lille behandlerværelse i Rødovre Centrum, er sket, imens hun har været under hypnose. Ude af stand til at sige fra. Hypnotisøren bliver stillet for retten, og sagen skal behandles som en tilståelsessag. Men hypnotisøren tilstår ikke. I hvert fald ikke i det omfang, som retten finder tilstrækkeligt. Sagen ryger tilbage til politiet, alt imens hypnotisørens ugerninger bliver beskrevet i pressen. Herfra eksploderer sagen. Flere kvinder - nye ofre - kommer frem fra mørket og tegner med deres gruopvækkende historier et billede af et årelangt og systematisk misbrug. I første afsnit af ‘Hypnotisøren’ hører vi fra den 16-årige pige, som bad hypnotisøren om hjælp, fordi hun led af svær OCD, angst og personlighedsforstyrrelser. Men i stedet for at hjælpe misbrugte han hende. Gentagne gange. See omnystudio.com/listener for privacy information.

Om Podcasten

I marts 2018 bliver en hypnotisør fra Rødovre idømt tre år og seks måneders fængsel for overgreb begået på ti kvinder. Seksuelle overgreb. Perioden, hvor krænkelserne og voldtægterne har fundet sted, strækker sig over en periode på minimum seks år, og alle overgreb er sket, imens kvinderne har været under hypnose. 'Hypnotisøren' er en podcast, der over fem afsnit - gennem interviews med flere af de kvindelige ofre - dykker ned i den gruopvækkende sag, hvor ofrene stadig har store mén fra de både fysiske og psykiske overgreb.