I spejlet med Malene Raben

I dette afsnit sidder Andrea Elisabeth Rudolph i spejlet med jurist, forfatter, debattør og havemennesket Malene Lei Raben.Hun har været chef i mediebranchen, drevet af et ustoppeligt arbejdsgen og et behov for at mene noget højt. I årevis dømte Malene sig selv hårdt – og blev også dømt af andre. Især da hun i 2017 skrev debatindlægget “Kontorlivet fik mine bedste år. Nu går jeg på ferie – for evigt.” i Politiken og blev mødt med anklager om privilegieblindhed. Siden har hun lagt vreden fra sig og fundet selvkærligheden frem. I dag lever hun et andet liv som forfatter, jurist og havemenneske. Haven giver hende ro og selvforglemmelse – især efter alvorlig sygdom med både hud- og brystkræft, der i en periode fjernede hendes evne til at drømme om fremtiden. Hun skriver nu på sin tredje roman – en kærlighedshistorie – og har igen sagt ja til et kontorjob for ikke at være alene med sine tanker. Malene begynder samtalen med at beskrive sig selv som et skur – og slutter den med tårer i øjnene og en erkendelse: At hun er god nok. At hun er blid. Og at hun er sød ved andre.

Om Podcasten

Radio Rudolph præsenterer I spejlet med …, hvor Andrea Elisabeth Rudolph inviterer en gæst ind foran et stort spejl, i tæt samtale. Dér vil de to sammen gå på opdagelse i deres egne og hinandens ansigter, som gemmer på historier om deres udseende og de oplevelser, der har formet Andrea og gæstens liv. I spejlet med… er optaget på video i fuld længde. Så nok vil dine ører nyde godt af samtalen, men dine øjne vil også blive fuldt ud stimuleret, når du finder optagelsen på Spotify og YouTube.