I spejlet med Signe Lindkvist

Andrea Elisabeth Rudolph møder Signe Lindkvist i spejlet. Hun er hele Danmarks showpersonage og har i mere end 30 år underholdt os alle i og med børneprogrammer, cirkus og store tv-shows. Det har resulteret i det fine håndværk at kunne lægge en fuld makeup helt uden at kigge sig i et spejl, hvilket selvfølgelig testes af i programmet! Signe føler sig nøgen uden sin makeup. Hun bliver til Signe Lindkvist, når øjnene tegnes op og læberne bliver røde. Derfor beder hun også om fuld krigsmaling den dag hun skal lægges i graven. Samtalen bevæger sig også over i forskellen på den spændstige hud og den begyndende mangel på samme, som tiden går, men det hilser Signe velkommen. Hun kan godt lide et elastisk ansigt. Signe føler sig bedre tilpas i et oppusteligt aubergine-kostume end i en lækker stropkjole, for Signe har aldrig set sig selv som lækker eller sexet – hun vil allerhelst få folk til at grine.

Om Podcasten

Radio Rudolph præsenterer I spejlet med …, hvor Andrea Elisabeth Rudolph inviterer en gæst ind foran et stort spejl, i tæt samtale. Dér vil de to sammen gå på opdagelse i deres egne og hinandens ansigter, som gemmer på historier om deres udseende og de oplevelser, der har formet Andrea og gæstens liv.I spejlet med… er optaget på video i fuld længde. Så nok vil dine ører nyde godt af samtalen, men dine øjne vil også blive fuldt ud stimuleret, når du finder optagelsen på Spotify og YouTube.