Det du skal vide om Log4j-truslen

Log4j er en af de største sikkerhedstrusler, som har ramt it-verdenen de seneste år. Udfordringen er at sårbarheden er en del af et værktøj gemt langt inde i maven på udbredte programmer. Derfor er du som bruger afhængig af at din leverandør får opdateret sine programmer – og at du kan få installeret opdateringerne uden at det driller dit øvrige setup. Det - og flere andre vigtige pointer om Log4j-sårbarheden - kan du høre mere om i denne korte og skarpe episode af Inde i maskinen. Denne gang med Computerworlds debatredaktør Niels Veileborg, som har fulgt udviklingen siden nyheden kom frem. Vært på episoden er Computerworlds chefredaktør Lars Jacobsen.

Om Podcasten

Inde i Maskinen er ugentlig podcast fra Computerworld, der beskæftiger sig med den teknologi og de digitale trends der forandrer vores samfund, erhvervsliv og hverdag. Med Inde i Maskinen tager vi hver uge et skridt tilbage og ser på ugens it-historier - og hvad det er for tendenser, trends og begivenheder der ligger bag. Alt sammen ting vi normalt dækker på Computerworld.dk - men med Inde i Maskinen får du også historien bag ved. Derfor kommer vi også vidt omkring: Fra Elon Musks vilde løfter om selvkørende biler til EUs regulering af de store techfirmaers platforme. Har du forslag eller kommentarer er du velkommen til at skrive til lja@cw.dk.