#2 At sige nej og stoppe op

Hvordan det at sige nej kan være en forudsætning for personlig udvikling? I denne episode taler vi om, hvordan evnen til at stoppe op og sige fra, kan være afgørende for personlig udvikling og for at få det godt. Og hvordan man kan komme til IKKE at lytte efter sig selv, hvis man hele tiden har travlt og jager afsted. Hvilke barrierer kan vi opleve i forhold til at sige nej, og hvad kræver det af os? Vi kommer også omkring, hvorfor egensomsorg eller selvomsorg – det at kunne drage omsorg for sig selv – kan være vigtigt at lære.  Og så runder vi, hvordan det kan være hjælpsomt at få lavet et tjek af sine livsværdier for at se nærmere på, om man nu er på vej i den retning, man ønsker.

Om Podcasten

Livet kan slå knuder og være indviklet. Men måske er det lige præcis, når vi tager modet til at arbejde med det, som er indviklet, at ny indsigt og udvikling finder sted – og vores liv bliver beriget. I denne podcast kaster vi - psykologerne Ane Katrine Beck og Sarah Kamphøvener - forskellige eksistentielle temaer op i luften. Med lige dele humor og alvor reflekterer vi højt sammen om dagens tema og ser på det både ud fra vores egne personlige erfaringer som helt almindelige mennesker – og ud fra vores professionelle vinkel som psykologer. Vi kender ikke altid alle svarene, og formålet er ikke at lave ekspertudsendelser, så du bliver klogere på en masse psykologiske teorier. Formålet er at inspirere dig, som har lyst til at blive klogere på dig selv, på psykologi i din hverdag og på kompleksiteten i livet. Måske kan du få nye idéer til at tænke over din egen personlige udvikling ud fra vores fortællinger? Måske bliver du nysgerrig på at læse mere om os undervejs. Så klik ind på www.sarahkamphoevener.dk og www.psykologbeck.dk og bliv meget klogere. Får du idéer til temaer eller får lyst til at give os feedback, så tag kontakt os – og får du lyst til at anmelde vores podcast, så gør det, der hvor du finder dine podcast.