#5 Sorg i familierelationer

Sorg er en følelse de fleste forbinder med dødsfald, men sorg forekommer også i mange andre sammenhænge. I denne episode taler vi om sorg i familierelationer. Sorg, som opstår, når man indser, at man er på vej i forskellige retninger i sit parforhold, og skilsmisse er den eneste udvej. Og sorg over aldrig at få opfyldt drømmen om den gode kontakt fra en forælder. Vi taler om, hvordan det at føle ansvar for en svær relation kan føre til megen sorg, når man ikke får det, man håber på i relationen. Hvordan det at slippe det ansvar kan give plads til en sorgreaktion og udvikling, så man kommer ud på den anden side. Episoden er optaget en varm sommerdag med lidt tekniske problemer, lidt bump i lyden og døren åben, så du vil undervejs kunne høre lidt fuglesang fra mursejlerne udenfor – men vi håber, du synes, snakken er så spændende, at du ikke bemærker det.

Om Podcasten

Livet kan slå knuder og være indviklet. Men måske er det lige præcis, når vi tager modet til at arbejde med det, som er indviklet, at ny indsigt og udvikling finder sted – og vores liv bliver beriget. I denne podcast kaster vi - psykologerne Ane Katrine Beck og Sarah Kamphøvener - forskellige eksistentielle temaer op i luften. Med lige dele humor og alvor reflekterer vi højt sammen om dagens tema og ser på det både ud fra vores egne personlige erfaringer som helt almindelige mennesker – og ud fra vores professionelle vinkel som psykologer. Vi kender ikke altid alle svarene, og formålet er ikke at lave ekspertudsendelser, så du bliver klogere på en masse psykologiske teorier. Formålet er at inspirere dig, som har lyst til at blive klogere på dig selv, på psykologi i din hverdag og på kompleksiteten i livet. Måske kan du få nye idéer til at tænke over din egen personlige udvikling ud fra vores fortællinger? Måske bliver du nysgerrig på at læse mere om os undervejs. Så klik ind på www.sarahkamphoevener.dk og www.psykologbeck.dk og bliv meget klogere. Får du idéer til temaer eller får lyst til at give os feedback, så tag kontakt os – og får du lyst til at anmelde vores podcast, så gør det, der hvor du finder dine podcast.