Erika Fatland og Carsten Jensen på sørejse gennem Portugals tabte imperium

I 1415 kastede portugiserne anker ved Marokkos nordkyst. Henrik Søfareren stod i spidsen for ekspeditionen, der blev begyndelsen på kolonitidens første – og sidste – verdensomspændende imperium. Hvilke spor har kolonimagten efterladt sig i dag? Det spørger Erika Fatland og tager os med på en rejse i Søfarerens fodspor hen over fire kontinenter og tre verdenshave, når hun i Informations Forsamlingshus taler med forfatter Carsten Jensen om sin rejse i Henrik Søfarerens fodspor.  Gennem fire kontinenter og tre verdenshave undersøger hun kolonimagtens arv og de spor, den har efterladt sig. Undervejs møder vi politikere og aktivister, oprindelige folk og diamanthandlere. Opdagelsesrejsende fra 1400-tallet, kejsere, frihedskæmpere og slavegjorte mennesker. Hver især udgør deres fortælling en lille del af den store historie om Vestens imperialisme. Samtalen bringes i anledning af udgivelsen af Erika Fatlands nye bog Søfareren – En rejse gennem Portugals tabte imperium, som netop er udkommet ved Informations Forlag. Som abbonnent på avisen kan den købes til nedsat pris.  Erika Fatland (f. 1983) taler otte sprog og har rejst i dele af verden, hvor masseturismen ikke har gjort sit indtog. Hun har en kandidatgrad i socialantropologi fra Universitetet i Oslo og Københavns Universitet. Fatlands forfatterskab har opnået stor international anerkendelse. Hun har bl.a. modtaget den prestigefyldte norske Bokhandlerprisen og den italienske Kapuściński-pris, og hun har været shortlistet til den britiske The Edward Stanford Travel Book of the Year.

Om Podcasten

Velkommen til podcasten for Dagbladet Informations Forsamlingshus. Her præsenterer vi løbende optagelser fra vores live-arrangementer, der som regel er optaget i avisens gamle trykkeri i Store Kongensgade midt i København, hvor vi i dag har vores kantine. Her flytter vi jævnligt rundt på borde og stole for at skabe plads til en lille scene, hvor man kan komme og møde avisens journalister og redaktører fortælle om deres arbejde – eller høre nogle af landets klareste hjerner, mest levende fortællere og heftigste debattører udlægge verdens faktiske tilstand. Det er live-optagelser, så det vil skramle lidt, og måske er der kommet et enkelt host med på optagelserne, men det bliver tankerne og ideerne ikke dårligere af – det gør dem allerhøjest lidt mere levende. Vi lover, at det vil være lige så klart og tydeligt, som sad du der selv – og så må du jo holde øje med vores kalender på information.butik.dk, så du kan komme med næste gang vi siger: Velkommen i Informations Forsamlingshus.