Johanne Schmidt-Nielsen: »Det, der foregår i Gaza, er helt åbenlyst ondskab«

Krigen i Gaza rammer i høj grad uskyldige børn. Når sult og sygdom er blevet til hverdagsfænomener, sætter det også sine tydelige spor på børnene i Gaza. Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, kalder på øjeblikkelig handling fra den danske regering og lægger vægt på krigens konsekvenser for en hel generation af uskyldige palæstinensiske børn, hvis liv for altid vil være præget af krigen.     Det, og vejen frem, taler hun om med Informations journalistiske chefredaktør, Anton Geist, i denne udgave af Informations Forsamlingshus, der blev optaget live foran publikum på Folkemødet fredag den 13. juni.  

Om Podcasten

Velkommen til podcasten for Dagbladet Informations Forsamlingshus. Her præsenterer vi løbende optagelser fra vores live-arrangementer, der som regel er optaget i avisens gamle trykkeri i Store Kongensgade midt i København, hvor vi i dag har vores kantine. Her flytter vi jævnligt rundt på borde og stole for at skabe plads til en lille scene, hvor man kan komme og møde avisens journalister og redaktører fortælle om deres arbejde – eller høre nogle af landets klareste hjerner, mest levende fortællere og heftigste debattører udlægge verdens faktiske tilstand. Det er live-optagelser, så det vil skramle lidt, og måske er der kommet et enkelt host med på optagelserne, men det bliver tankerne og ideerne ikke dårligere af – det gør dem allerhøjest lidt mere levende. Vi lover, at det vil være lige så klart og tydeligt, som sad du der selv – og så må du jo holde øje med vores kalender på information.butik.dk, så du kan komme med næste gang vi siger: Velkommen i Informations Forsamlingshus.