Jul i Zen - Episode 19

Fred på jord, fryd på jord, julefreden blandt os gror, dog bliver denne revet op med rode, idet Ulla Essendrop vælger at lægge vejen forbi Nielzen til en livesession. Heldigvis er intet så skidt, at det ikke er godt for noget og Essendrop ser muligheder i Nielzens særprægede coachteknik. Nielzens egenskaber trækker ham i mange retninger og han er nødt til at forholde sig til en russisk rigmand og hans mange millioner, der strømmer ind og ud af banken på Nielzens kommando. Dagens tip: Penge er bare et redskab. Det kan føre dig hvor som helst, men det kan ikke erstatte dig som chauffør.

Om Podcasten

Velkommen til årets julekalender komedie for voksne. Julen kan være en stressende tid, derfor har Mofibo hyret meditations coachen Nielzen til hver dag i december at hjælpe os, så vi kan fejre en jul i zen. Nielzen håber på, at dette kan blive det store gennembrud som podcaster, for hvis julekalenderen bliver en succes, så har Mofibo lovet ham nye spændende projekter. Det lægger et vist pres på Nielzen og uheldigvis viser det sig hurtigt, at han ikke rigtigt har fået fri fra sit rigtige job i banken. Hans kollega, Lasse, passer hans kunder for ham, mens Nielzen ’arbejder hjemme’. Derudover har han en grænseoverskridende bror og et par krævende niecer, der forventer en servicemindet onkel. Redaktøren, Rikke, er både skarp i tonen og ambitiøs og hun får en snigende fornemmelse af, at Nielzen måske ikke har helt styr på sit eget liv. Fra alle sider vokser presset mod Nielzen og han kæmper dagligt for at holde fast i sin indre julero. Det er da godt, der er gløgg i studiet, når alt bliver lidt for meget. Følg Nielzens urolige rejse mod indre fred hver dag helt frem til juleaften.