Når lovgivning stigmatiserer: Sagen om de særlige psykiatriske sengepladser
Love er neutrale og objektive. Sådan tænker mange af os formentlig, men sandheden er faktisk, at alle love er værdiladede. De sender signaler til os om, hvad der er ønsket og uønsket i samfundet. Et eksempel er SU-lovgivningen, der signalerer, at det er positivt at uddanne sig. Men lovgivningen kan også være med til at stigmatisere og udstøde en persongruppe eller en adfærd fra samfundet og bidrage til forringet livskvalitet, vedvarende stress, forkortet levetid, tab af rettigheder og forskelsbehandling. Et eksempel på denne form for lovgivning finder vi i loven om oprettelse af 150 særlige psykiatriske sengepladser, som politikerne vedtog i 2017. Ifølge postdoc Annika Frida Petersen udgør denne lov ”den perfekte storm af stigmatisering.” Det er en af pointerne i hendes ph.d.-afhandling, der for nylig udkom som bog med titlen: 'Stigmatisering af psykisk sygdom - sundhedsret, menneskeret og samfundsøkonomi'. I denne udgave af Juristeriet taler vi med Annika om, hvad der kendetegner stigmatisering i lovgivningen. Hun forklarer, hvordan loven om de særlige psykiatriske sengepladser er med til at diskriminere personer med psykisk sygdom og derfor bevæger sig på kanten af menneskerettighederne. FN’s handicap konvention slår nemlig fast, at personer med handicap, herunder psykiatriske patienter, skal behandles på lige fod med alle andre. Men lever vi i Danmark op til denne forpligtelse?