Ledelse & bias III – Perspektiv på krig, værdier i en global kontekst - med Omar Marzouk

Min gæst er Omar Marzouk, komiker og debattør, viser med sin humor, hvordan vores default-positioner fungerer i praksis. Han illustrerer, at den historie, vi har hørt flest gange, ikke nødvendigvis er den eneste sandhed. Omar bryder med denne enkeltfortælling ved at give os andre perspektiver. Og gerne tilføjet humor. Men så blev humoren alvorlig og måske anelse bidsk? Bias – vores ubevidste fordomme – påvirker ikke kun lokale beslutninger, men styrer også, hvordan vi møder og opfatter mennesker fra andre kontinenter og kulturer. Disse bias opstår typisk, når vores viden kun stammer fra én type historie eller ét narrativ, hvilket fører til stereotype antagelser og en "default-position" i vores måde at møde det fremmede på. Vi har tendens til at generalisere ud fra de historier, vi kender bedst. Når historierne om en region, som fx Mellemøsten, konstant handler om konflikt, krig eller radikalisering, bliver dette nemt vores eneste referenceramme. Tilsvarende kan historierne om Afrika ofte handle om fattigdom, nød eller sygdomme, hvilket risikerer at blive vores eneste forståelsesramme for et helt kontinent, der er rig på innovation, kultur og dynamiske samfund. På samme måde kan fortællingerne om Asien reduceres til økonomisk konkurrence, autoritære styreformer eller eksotiske kulturelle praksisser, hvilket overser kontinentets enorme diversitet og kulturelle nuancer. Denne enkeltstående fortælling former en ubevidst default-position, som vi automatisk indtager, når vi møder mennesker fra disse regioner. Uden at opdage det, begrænser vi os selv og marginaliserer andre perspektiver. I en TED talk beskriver Chimamanda Ngozi Adichie, at enkeltstående historier skaber skadelige stereotyper, ikke fordi de er usande, men fordi de er ufuldstændige. Hun argumenterer for, at flere historier skaber en mere komplet og nuanceret forståelse af mennesker og kulturer. (kilde: https://www.youtube.com/watch?v=D9Ihs241zeg)

Om Podcasten

Ledelse er et komplekst fænomen, og det er ikke altid let at definere, hvad det egentlig indebærer. Vi har alle oplevet forskellige typer af ledere, nogle af dem har været fantastiske, mens andre har været mindre heldige. Uanset hvad er det klart, at følelser spiller en stor rolle i ledelse, og at der ofte er meget mere på spil end det, der bliver sagt højt. En måde at undersøge fænomenet ledelse og dets virkning på den enkelte leder er ved at tage en kop kaffe, have en samtale og fokusere på mennesket bag lederen. Dette er, hvad ledelsesrådgiver og stifter af Mindcloud Ayhan Gormez gør i sin podcast ”Kaffe og ledelse”. Hvert afsnit fokuserer på et emne, hvor Ayhan sammen med en gæst, der er leder, udforsker forskellige synspunkter, erfaringer og meget mere. Emnet fungerer som en ramme, men det er mødet mellem mennesker og samtalen, der er det vigtige.